Forældresamarbejde i inklusionstider

 

En pige sagde engang til mig, at det værste hun vidste var, når læreren sagde: “Find lige sammen to og to!”. “Hvis jeg så kigger op, kigger alle øjne et andet sted hen.”

Inklusion og eksklusion er en del af menneskets socialitet. Det er en måde, hvor vi viser hinanden på, hvem vi vil have med i vores fællesskab, og hvem vi ikke ønsker skal være med. Eller at vi er i tvivl om, hvorvidt nogen hører til i fællesskabet eller ej.

Ligger du for langt ude i periferien af fællesskabet, kan andre blive bange for selv at havne i periferien, hvis de er sammen med dig. På den måde kan eksklusion virke som en slags centrifugalkraft, der slynger én ud af fællesskabet.


Det bedste virkemiddel vi kender til inklusion er kontakt. Derfor er forældresamarbejdet helt centralt i inklusiontider, fordi inklusionen starter mellem de voksne. Gennnem de voksnes kontakt med hinanden og med børnene, og gennem indsigt, forståelse og opfindsomhed, kan vi inspirere hinanden og børnene. Det kræver at vi strækker os og gør os umage.


Forældrene kan være bekymrede for at det går ud over “deres barn”, og de professionelle kan synes, at det stiller uoverskuelige krav til deres professionelle kunnen. Alle kan tænke at det er en politisk spareøvelse, hvilket det nok også er. Men det er også en pædagogisk nødvendighed, fordi vi har fået strammet normalitetens greb for stramt.

Derfor er vi alle nødt til at prøve at løsne grebet og gøre os umage. Hvordan vi gør det, er vi nødt til at snakke med hinanden og forældrene om.


Anerkendelse og ledelse i forældresamarbejdet

TilbageForldresamarbejde.html
Læs mere her2.Forldresamarbejde.html